Løvendahl: Plej dit netværk

Artikel Mød en udlandsdansker Portræt

En dårlig oplevelse dannede grundlaget for Jesper Løvendahls nuværende beskæftigelse. Under sin tid i udlandet fik han dog flere gode erfaringer og ikke mindst lært, hvor vigtigt det er at netværke.

Af David Laungaard Lose

Allerede som ung studerende fik Jesper Løvendahl for første gang prøvet kræfter med det store udland som udlandsdansker, da han blev udstationeret i Singapore. Siden har hans karriere bragt ham til München og flere byer rundt omkring i USA.

I dag er han direktør og stifter af ExpatRide, der ”hjælper udstationerede medarbejdere med alle deres transportbehov” som Jesper Løvendahl selv forklarer det. Ideen til firmaet fik han under en af sine egne udstationeringer, som denne gang havde bragt ham til New York. Som udstationeret udlandsdansker ville Jesper Løvendahl gerne lease en bil, men han fandt ud af, hvor indviklet og besværligt det var.

Jesper Løvendahl besluttede sig derfor for at hjælpe andre ”expats”, så de ikke skulle møde de samme udfordringer. Han gik i gang med at finde en partner, der kunne stå for at finde bilerne, finansiere dem samt finde kunderne. Det lykkedes, og han betragter selv samarbejdet som ”et perfekt match”. Siden grundlæggelsen i 2009 er ExpatRide ekspanderet, og de udbyder i dag deres services i mere end 36 lande. Ifølge dem selv er de verdens største udbyder af transportrådgivning til expats.

Jeg har altid været meget social, men det har været i en lille og lukket vennekreds. Det tror jeg, at de fleste danskere kan relatere til. Mange af os har det bedst i vores egen lille osteklokke

Jesper Løvendahl, Stifter af DABGO og Mangeårig Udlandsdansker

Netværk er vigtigt
Nogle år før grundlæggelsen af ExpatRide var Jesper Løvendahl netop hjemvendt til Danmark fra en udstationering for en softwarevirksomhed i München. Efter sin hjemkomst havde han nogle samtaler med en headhunter, der spurgte ind til hvordan hans netværk var. I sin tid i udlandet havde Jesper Løvendahl ikke tænkt over at pleje sit netværk, og derfor havde han primært fokuseret på at hygge sig med en udvalgt skare af venner.

Han siger: ”Jeg har altid været meget social, men det har været i en lille og lukket vennekreds. Det tror jeg, at de fleste danskere kan relatere til. Mange af os har det bedst i vores egen lille osteklokke”.

Den fejl ville Jesper Løvendahl ikke begå igen, så da han næste gang skulle udstationeres i New York, kontaktede han det danske handelskammer for at melde sig til deres frokostmøder. Frokostmøderne var dog ikke, som han havde forventet. Til møderne var det primært ”praktikanter fra konsulatet og ældre pensionerede danskere, der mødte op”.

Startede sit eget netværkskoncept
Jesper Løvendahl var derfor overbevist om, at det kunne gøres bedre. Hans job inkluderede meget rejseaktivitet rundtomkring i USA, og han fik derfor mulighed for at deltage i flere af handelskammerets frokostmøder.

For at få et overblik over medlemmerne, samt for at have mulighed for at arrangere møder uden om handelskammerets planlagte møder, oprettede Jesper Løvendahl en række LinkedIn-grupper, der på det tidspunkt var noget forholdsvist nyt.

Jesper Løvendahl forsøgte at overbevise handelskammerets daværende præsident om sine ideer, men ”han syntes ikke det var en god idé”. På trods af afvisningen fra handelskammeret troede Jesper dog fortsat selv på sin idé. Han besluttede sig derfor for at starte sine egne netværksgrupper op. Det blev grundlaget for DABGO (Danes Abroad Business Group Online).

Vores mantra i DABGO er: Det handler ikke om, hvem du kender, eller hvem der kender dig. Det handler om, hvem og hvor mange du har hjulpet. Det er den gode ånd, der har gjort at DABGO har overlevet så mange år

JESPER LØVENDAHL, STIFTER AF DABGO OG MANGEÅRIG UDLANDSDANSKER

Gratis er en fordel
DABGO’s succes voksede, og i dag har erhvervsnetværkene mere end 10.000 medlemmer fordelt på seks kontinenter. Det er gratis at være medlem af en af DABGO’s netværksgrupper. Det kræver blot, at man som dansker er bosiddende i udlandet og er erhvervsaktiv.

Det gratis medlemskab betragter Jesper Løvendahl som en stor fordel for DABGO. I modsætning til lignende netværksgrupper – som ”typisk koster 15-20.000” – har medlemmerne af DABGO ikke nogen ”What’s in it for me-tankegang”. Medlemmerne går altså ikke ind i netværket med en forventning om at få noget igen, men deltager for at hjælpe de andre medlemmer på den bedst mulige måde.

Jesper Løvendahl siger:

Vores mantra i DABGO er: Det handler ikke om, hvem du kender, eller hvem der kender dig. Det handler om, hvem og hvor mange du har hjulpet. Det er den gode ånd, der har gjort at DABGO har overlevet så mange år”.

Magi i fysiske møder
Den digitale udvikling, og begrænsningerne af fysiske møder som følge af coronakrisen, har besværliggjort mulighederne for netværksmøder, som dem DABGO udbyder. Det er dog ikke noget, der for alvor har gjort Jesper Løvendahl nervøs for DABGO’s fremtid.

Han siger: ”Det er en af mine kæpheste med hele den her virtuelle verden, som mange tror, at vi er på vej ind i. Det tror jeg ikke på. Der er så meget mere magi i at mødes ansigt til ansigt fremfor virtuelt”.

Hvis vi skulle gå over til en mere virtuel verden, er det særligt de unge medarbejdere, som Jesper Løvendahl er bekymret for. Han mener, at der ville gå meget vidensoverførsel tabt, hvis særligt de ældre medarbejdere arbejdede hjemmefra. Han uddyber:

Hvordan skulle den vidensdeling så finde sted? Mange ideer kommer jo fra, at man overhører nogle kollegaer, der sidder og taler om et problem, imens man sidder med sit eget. Heldigvis så tror jeg på, at vi alle kommer tilbage til den personlige verden igen efter det her” (coronakrisen red.).

Overvejer du at rejse ud? Så har Jesper Løvendahl en række råd til dig, inden du tager beslutningen.

Dem kan du finde her.

Faktaboks: Jesper Løvendahl – CV (uddrag)

Uddannelse
Singapore American Highshcool 1989-92

HH 1992-94

Finansskolen 1994-96

HD 1997-99

Executive program (Kellogg School of Management) 2006

Ansættelser

Bankassistent, Danske Bank 1994-96

Dealer Account Manager, Ford Credit 1996-99

Director of Sales, Ascio Technologies; 1999-2003

Business Developer, HI3G Denmark 2003-04

Sales Director North America, Phase One 2005-07

Head of Global Sales & Marketing, Garia Inc. 2007-08

Stifter og CEO af ExpatRide International Inc. fra 2009

Bestyrelsesposter, tillidshverv og medlemskaber
Stifter af nonprofitorganisationen DABGO

Præsident, Danish American Chamber of Commerce New York 2007-09

Copenhagen Goodwill Ambassador 2009-16

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *