Læs, lyt eller se

Artikel Guides

I denne uge har vi skruet ned for corona og op for politiske nyheder. Derudover har vi også fundet et relevant arrangement for dig, der arbejder i en virksomhed, og ønsker at holde godt fast på jeres unge medarbejdere. Læs med!

Af David Laungaard Lose

  • I denne runde af “Læs, lyt eller se” starter vi hos regeringspartiet fra Socialdemokratiet. De er nemlig kommet i fokus, fordi man via et kontingent på 20.000,- til deres erhvervsklubber kan købe sig adgang til deres ministre og fremtrædende politikere. Det møder kritik fra bl.a. forskningschef fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, der kalder erhvervsklubberne for “en antidemokratisk ide“. Altinget har mere om den sag.
  • Hos det største oppositionsparti, Venstre, er en tidligere formand igen kommet i fokus. Fhv. formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen forlod tidligere i år partiet efter flere uenigheder, og har nu offentliggjort, at han har et nyt parti på vej. Det har indtil videre fået en blandet modtagelse, og en af kritikerne er Løkke Rasmussen tidligere partikollega Claus Hjort Frederiksen. I et større interview med Berlingske giver Claus Hjort sin tidligere formand hovedansvaret for den igangværende krise i Blå Blok. Om den igangværende krise siger Claus Hjort: “Den situation, vi sidder i nu, mener jeg godt, man kan sætte adresseseddel på: Den er udløst af Lars Løkkes ageren. Det er selvfølgelig særligt bittert, for vi har haft god erfaring i 14 år med borgerligt samarbejde. Men nu er vi inde i en fase, hvor vi skal reparere den skade, som Lars har forvoldt“.
  • Til vores sidste anbefaling i denne omgang, har vi fundet et webinar, som er særligt relevant for dig, der har mange yngre kollegaer. Akademikernes A-kasse har inviteret en række fagpersoner, der har erfaring med onboarding af yngre medarbejdere til en snak om, hvordan man bedst sikrer en god start for de yngre kollegaer. Derudover vil du på webinaret også få mulighed for at høre mere om, hvilke fokus du skal have for at lykkes med onboardingen. Webinaret er gratis, finder sted d. 17. maj, og du kan læse mere og tilmelde dig via Akademikernes A-kasses hjemmeside.

Med den sidste anbefaling er vi dermed nået til vejs ende af denne omgang af “Læs, lyt eller se”. Hvis du falder over et arrangement eller andet indhold, som du mener er relevant for andre udlandsdanskere, er du, som sædvanlig, meget velkommen til at sende dit tip til david@udlandsdansker.com.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *